Østergågade 2
4800 Nykøbing F.
Tlf. 54 73 18 08
tf@nykobingteater.dk

Referat af generalforsamlingen d. 20. sep. 2018

Referat fra Teaterforeningen Guldborgsunds generalforsamling

 

Torsdag den 20.09.2018 kl. 19.00 i Nykøbing Teater (Teaterfoyeren).

 

I generalforsamlingen deltog 22 medlemmer.

 

Referent: Torben Riise.

 

Dagsorden ifølge vedtægterne:

 

Valg af dirigent.

Erling Nielsen blev valgt.

 

Valg af stemmetællere.

Lizzi Lund og Anne Marie Sakstrup-Blom blev valgt

 

Formanden aflægger beretning.

Jette Malmskov beretning:

 

På trods af en smule bekymring ved i starten af sæson 17/18, kan vi se tilbage på en rigtig god sæson. Vi har haft flere udsolgte forestillinger og kun en aflysning. Ved seminaret i november fik vi teaterproducenternes pris fordi vi som forening er nytænkende og teatrets tekniske personale problemløsende. I maj måned havde vi bestyrelsesmedlemmer fra teaterforeninger i hele Danmark på besøg fordi Danmarks Teaterforeninger havde valgt at lægge den årlige generalforsamling her hos os. Det gjorde de, fordi de mente vi kunne løfte opgaven, og selvfølgelig kunne vi det – og igen i år er vi indstillet til kommunens kulturpris. Jeg synes, vi i bestyrelsen kan være stolte af os selv og det arbejde, vi har gjort, men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage.

                                           

Sæson 27/18 har med stor tydelighed vist, at vi skal til at tænke på nye måder. Vi kan ikke som før regne med, at vi ved, hvor mange penge, vi kan købe teater for, og hvor meget publikum vi kan regne med til de forskellige forestillinger. Der er stadig stor interesse for at komme i teatret, men stadig flere foretrækker at købe forestillinger løbende, så de ikke skal binde sig. Her er vores fordelskort et godt alternativ, og der er da også flere, der har fået øjnene op for det. Guldborgsund kommune er i sandhed en kulturkommune. Der er rigtig mange både sports- og kulturtilbud og nogle af os kæmper om det samme publikum, så vi er i hård konkurrence. Vi vil stadig gerne kunne præsentere en bred vifte af genrer, og også kunne vise lidt smallere forestillinger, men er også i højere grad afhængige af at have nogle forestillinger, der sælger. Det betyder, at vi helst skal kunne forudsige, hvad der er oppe i tiden. Vi leder stadig efter en krystalkugle, der kan hjælpe os med det. Det er også vigtigt, at vi rammer den rette billetpris i forhold til det, det koster at købe forestillingerne, så vi kan overleve uden at billetprisen bliver for høj. Her er støtten, vi får fra stat og kommune en stor hjælp. 

Vi søger hele tiden efter nye måder at gøre os synlige på. Bestyrelsen har også i år har været frivillige til Gadeteaterfestivalen, hvor vi kunne dele teaterbrochurer ud til de mange fremmødte og Teaterforeningen deltog i foreningernes dag lørdag den 8.9.med en bod. Begge arrangementer var rigtig gode. Vi fik snakket teater med en masse mennesker, og uddelt mange brochurer til folk, som ikke kendte os i forvejen.

Vi sætter stadig plakater op, men er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt de bliver set. Et er i hvert fald sikkert. Fremtidens reklamer er på de sociale medier. I øjeblikket kommer alle vores forestillinger på Facebook. I må meget gerne dele dem, hvis I er på. Der bliver også sendt nyhedsbrev ud hver måned med nyt fra foreningen og en oversigt over månedens forestillinger. Derudover har vi købt reklameplads på de elektroniske tavler i hallerne i Nykøbing og kommunen støtter os med 8 reklamer i sæsonen på pylonerne ved indgangen til Nykøbing og Marielyst.

Men vi tager stadig meget gerne imod ideer til nye ideer til hvordan vi kan føre Teaterforeningen kendt og få flere i teatret. Men vi skal ikke glemme vores stadig trofaste medlemmer. Er der noget vi kan gøre bedre? Vi har løbende møder med Teaterforvalter Jens Couriol, hvor vi bl.a. Kommer med forslag til forbedringer. Vi kunne sagtens samarbejde meget mere end vi gør nu, og arbejder også på det.

Poul Stahlschmidt er valgt ind i Teatrets venners bestyrelse. Det ser vi som et godt udgangspunkt for et samarbejde med de to foreninger om teatret.

 

Ud over det almindelige bestyrelsesarbejde har vi flere udvalg, som arbejder med forskellige, spændende projekter og tiltag. 2 gange om året deltager vi i regionsmøde, hvor alle teaterforeninger i regionen er med. Det er gode, givtige møder, hvor vi ud over at få at vide, hvad der rører sig på teaterfronten m.h.t. kulturpolitik og støtteordninger også udveksler erfaringer og ideer til arrangementer og publikumsudvikling med andre teaterforeninger. Folketeatret er med til et af møderne for at høre teaterforeningernes erfaringer med deres forestillinger. De er efterhånden det eneste teater, der sender større forestillinger på turne. Vi kunne godt bruge flere, der turde gøre det,

Vi er medlem af Turnenetværker for små teatre. Her er vi bl.a. med til at vælge hvilke af teatrene der skal have støtte. Det er bl.a. nogle af dem vi har sammen med Masken eller på andre steder end teatret.

Forsiden på årets teaterbrochure var et billede med en danser fra Dansk Danseteater.

Brochuren kunne hentes på teaterkontoret fra 15.4. og det benyttede en del sig af. Hvis man vil have gode pladser i salen, er det også den bedste måde at få den på med mindre at man vælger at få den på mail. (man kan sagtens begge dele) bestyrelsen kører ud med nogle, men det tager lang tid, hvis de skal sendes med posten.

Vi har som regel flere forestillinger fra Folketeatret på programmet. Det er tit store, dyre forestillinger, som vises på folketeatrets egen scene før eller efter turneen. Det betyder faktisk, at man får fuldstændig samme forestilling hvad enten man køber den hos os, eller på Folketeatret. Der er det bare dyrere. Og Skal jeg fremhæve nogle forestillinger fra den forgangne sæson så er det bl.a. nogle af folketeatrets. Til Ingen verdens nytte var en lunefuld og morsom forestilling om et tungt emne, nemlig det at blive fyret når man er midt i 50’erne og føle sig til overs. En fantastisk dejlig, forestilling spillet bragende godt. Dramatikeren er Thomas Markmann, som er her fra byen. Og ham skal vi se mere til.

Manden de kaldte Rolex er en af de forestillinger, som folk kom ud fra og spurgte: Hvorfor er der ikke flere inde og se den? Hvor er det synd for dem, der ikke er her. Det var en perle og et bevis på, at det ikke behøver at være store opstillinger med kendte folk for at være godt.

Ingen sæson uden en farce. I denne havde vi to af dem. Begge velbesøgte og begge med den komik og timing der skal til for at blive en succes.

Vi forsøgte at kompensere for den månedlange lukning af scenen dels ved at lægge en forestilling i Masken, dels med en forestilling foran jerntæppet. Det sidste var ingen succes. Godt at alt nu virker og der ikke er lukning af scenen.

De lystige koner gav anledning til diskussioner. Nogle synes det var en misforståelse at henlægge scenen til Texas, andre at det var en fornyelse, Det er svært at diskutere smag, men en ting var alle enige om. Mette Horn var fantastisk.

Liva var også nytænkt, men her med stor succes. En dejlig aften

Farshad Kholghi tog mig med storm. Det var en morsom, rørende og tankevækkende forestilling om det at være indvandrer – og teenager. Det var synd at der ikke var flere, der så den.

Vi har haft par små fantastiske forestillinger, bl.a. Teaterkoncerten Ulvehøjen med Sebastians dejlige musik, som spillede på Maskens scene . Thurø musikteaters Edith Piaf koncert på Bogøfærgen var en stor succes. Det var en totaloplevelse der ville noget. Og heldigvis var vejret så vi ikke behøvede at ty til reservespillestedet.

Der er ikke det store publikum til Dansk Danseteater, og fik vi ikke støtte til den, vil vi ikke have råd til dans. Så jeg håber, at den fortsætter, for jeg synes, teatersæsonen vil være fattig uden også at vise den form for scenekunst. Og hvor er de dog dygtige. Det er hvert år en nydelse at betragte den kropsbeherskelse, danserne mestrer.

Man gør sig selv en tjeneste ved at komme en time før til introduktionen. Den er gratis og giver en større forståelse for dansen og musikken.

Vi vil så gerne være med til at give børn og unge den oplevelse det er, at se levende teater, det burde være en naturlig del af dannelsen, så Ingen sæson uden familie og børneteater.

Sæsonen bød på 2 familieforestillinger

Trille og Tralle var en juleforestilling for alle fra 4 år og op. Det er altid hyggeligt at starte julen med at se teater, og her kunne børnene opleve to drillenisser, som nær havde ødelagt julen med deres drillerier. Heldigvis lykkedes det i sidste øjeblik at få fremtryllet den rette julestemning. Og alle børnene blev inviteret op på scenen for at hjælpe med at pynte juletræer.

Folketeatrets ”Peter Pan” var en af de store forestillinger for alle fra 6 år og op med et væld af skuespillere, dansere og musikere i de kendte figurer og en flot scenografi. Det var ikke den hyggelige Disney udgave, men den originale engelske, så det gav rigtig god mening at overholde aldersgrænserne. For det var ind imellem uhyggeligt. Heldigvis blev Klokkeblomst med hjælp af klap fra publikum livet op i sidste øjeblik.

Man kan se teater lige fra 1-årsalderen. Vi havde i sæsonen forestillinger til de helt små og 2 til de lidt større

”små og store hemmeligheder ” var en sjov godnatdans for de 1-5-årige med puder, dyner og finurlige, skiftende billeder på bagvæggen.

”Sikke et vejr” for de 11/2 – 5-årige legede sig igennem årstiderne med søde dukker på en måde, som inspirerede de små tilskuere til at gå hjem og lege videre.

Egon Mathisens ”Mis med de blå øjne” for de 3-8 årige er en klassiker som børn stadig får læst højt, så de faldt naturligt ind på remsen når mis dukken gik ”op ad bakke og ned ad bakke i landet med de mange mus. En fin historie og genkendelse er altid et hit hos børnene.

Sæsonens sidste børneforestilling var ”Kæmpen som ikke havde hjerte i livet” for de 4-10-årige.

En forestilling med dukker, spillere og en scenografi, der hele tiden skiftede form fra slot til bjergterræn eller troldens hule. Trolden var så stor og uhyggelig at de mindste tilskuere skyndte sig hen til deres voksne. Her kunne de så sidde og gyse frydefuldt mens Askefis reddede prinsessen og alt endte i fryd og gammen som en rigtigt eventyr bør gøre.

 

I maj havde vi med økonomisk støtte fra kommunen inviteret børn i 19-12-årsalderen til det kongelige teaters børneopera ” Feen i åen”, som blev spillet på musikskolen. Den spillede 2 gange om dagen i 3 dage Det var nogle dejlige dage, hvor børnene blev introduceret til opera og de forskellige operastemmer. Bassen spillede en stor og stærk møllersvend, og var blevet udstyret med ekstra muskler i kostumet, så en af drengene gik hjem og fortalte at man altså skal være meget stærk for at synge bas.

Til slut vil jeg rette en stor tak til vores annoncører og sponsorer, hvis støtte er en stor hjælp for os. Vi kunne godt bruge endnu flere.

 Tak til Jens Couriol og hans stab. Vi er i det meget taknemmelige for den service vi får fra teatres tekniske personale i forbindelse med opsætning og nedtagning af forestillinger. Vi betaler selvfølgelig for det, men Det er en stor befrielse, at have professionelle folk til det og ikke som andre teaterforeninger at skulle slæbe kulisser før og efter hver forestilling. Tak for det.

Også en tak til vores uundværlige sekretær og blæksprutte Sanne, som er en uvurderlig hjælp på alle måder. Det er bl.a. hende, der sørger for layoutet til vores flotte brochure, og hende der hjælper folk med at købe billetter ikke kun til vores forestillinger, men til alle mulige arrangementer rundt omkring. Det tjener vi faktisk pænt på.

Tak til Erling som igen i år har været en god dirigent.

Sidst men ikke mindst tak til alle jer abonnenter, der trofast møder op til generalforsamlingen.

 

Kassereren forelægger regnskab.

Poul Stahlschmidt gennemgik regnskabet.

Regnskabet for 2017-2018 viste et overskud på 17358 kr.

Formuen den 30.06.2018 var 219803 kr.

 

Repertoire for kommende sæson. (2018-2019)

Jette Malmskov gennemgik repertoiret for voksenteater.

Aase Borchmann gennemgik repertoiret for familieforestillinger og børneforestillinger.

 

Fastlæggelse af medlemskontingent.

Uændret kontingent på 125 kr. blev vedtaget.

 

Forelæggelse af budgetter til orientering.

Poul Stahlschmidt gennemgik budget for 2017-2018.

Budget viser et overskud/underskud på 0 kr.

 

Indkomne forslag.

Der var ingen forslag.

 

Valg af kasserer:

Poul Stahlschmidt blev genvalgt.  

 

Valg af bestyrelsesmedlemmer:

Malene Kocemba, Jørgen Jensen og Torben Riise blev genvalgt.

 

Valg af revisorer.

Flemming Egholm og Hanne Rosenlund blev genvalgt

Lizzi Lund blev genvalgt som revisorsuppleant.

 

Eventuelt.

Lizzi Lund roste bestyrelsen for et godt arbejde. Hun foreslog også at der var noget underholdning i forbindelse med generalforsamlingen.